Professionshøjskolernes Censorsekretariat
Lembckesvej 3-7 - 6100 Haderslev - 7266 5160 - censor-it@ucsyd.dk
Allokeringsprocedure

Algoritmen samt forespørgsels- og allokeringsprocedure i Censor-IT.

Kort om algoritmen i Censor-IT
Når en medarbejder i eksamensadministrationen opretter en bestilling, genererer Censor-IT en liste over habile, beskikkede og ledige censorer til den pågældende prøve. Algoritmen i Censor-IT sikrer, at gældende eksamens- og censorbekendtgørelse overholdes – herunder at censorkorpset skal anvendes bredest muligt.

Algoritmen indeholder bl.a. følgende elementer:

  • Afstand fra censor til eksamenssted
    En mundtlig prøve oprettes med allokeringsprincippet ’nærhed’, og censorer med bopæl tæt på det eksamensafholdende universitet vil som udgangspunkt blive spurgt først. Dette betyder dog ikke, at censorer fra fx Københavnsområdet aldrig bliver tilbudt og allokeret til prøver i fx Aalborg.
    Afstandsparameteret er en del af algoritmen, men ikke en altafgørende faktor.

  • Antal eksaminander
    Antal eksaminander som censor har censureret inden for det seneste år.

  • Historik ift. antal modtagne forespørgsler.
    Algoritmen medtager både antallet af forespørgsler, som censor har modtaget fra den enkelte institution og det samlede antal modtagne forespørgsler fra alle institutioner, hvor uddannelsen udbydes.

Forespørgsels- og allokeringsprocedure
Den almindelige procedure
Censor-IT udsender forespørgsler på prøver tidligt hver morgen. Er der en eller flere censorer, der accepterer forespørgslen på en prøve, kommer disse censorer ’i pulje’. Den pågældende prøve bliver allokeret den efterfølgende nat via algoritmen i Censor-IT.

Når Censor-IT sender disse forespørgsler tidligt om morgenen, har censor 1 døgn til at acceptere prøven. Det vil dog være muligt at acceptere prøven, så længe der ikke er allokeret en censor til den pågældende prøve. Det har således ingen betydning for mulighed for allokering, hvornår på dagen der accepteres.

Når man som censor bliver allokeret til en prøve, modtager man en allokeringsmail. De censorer, der eventuelt også havde accepteret prøven, men ikke er blevet allokeret, modtager ikke en mail.
Er der ingen censorer, der accepterer forespørgslen på en prøve, bliver der sendt nye forespørgsler afsted til nye censorer den efterfølgende morgen.

Procedure ved sene bestillinger/afbud
Modtages der sene bestillinger, eller afbud til en prøve med kort varsel, vil der blive sendt haste-forespørgsler afsted. Den første censor, der accepterer en haste-forespørgsel, bliver allokeret til prøven.

Den enkelte censor kan modtage flere forespørgsler på samme prøve, hvis der er problemer med at finde en censor til prøven.

Det vil altid fremgå af teksten i forespørgslen, om man har 1 døgn til at acceptere forespørgslen, eller om det er den første censor, der accepterer, som bliver allokeret.